Hvad er neuroaffektiv psykoterapi?

Neuroaffektiv udviklingspsykologi er en brobygning mellem den nyeste hjerneforskning, tilknytningsteori og udviklingspsykologi.

Neuroaffektiv psykoterapi omsætter teorien til det psykoterapeutiske arbejde og præsenterer idèer til, hvordan man kan skabe personlighedsmæssige udviklingsprocesser i både det udviklede nervesystem(voksne) – og i det nervesystem, som er under opbygning(børn).

Terapien bygger på den grundlæggende udviklingspsykologiske forståelse, at det er andres anerkendelse og følelsen af samhørrighed, som former selvet – og det er gennem andres anerkendelse, at man etablerer en bevidsthed om sig selv.

I det psykoterapeutiske arbejde betyder det, at det er mødet imellem terapeut og klient – og det tillidsfulde rum, der skabes – som danner grundlaget for den udforskning, den heling og udvikling - det arbejde, som sker i terapien.

NAP er ikke en ny behandlingsmetode, men snarere et landkort, der kan vise vej i forhold til mange forskellige psykoterapeutiske metoder:
Hvilken metode er anvendelig til hvem, til hvad – og hvornår?

Udgangspunktet for denne måde at tænke (og praktisere) psykoterapi på – er en komplex forståelse af personligheds udvikling som en gensidig proces mellem neurobiologi og relationel regulering.

Man arbejder udfra en viden om, at hjernen er ”tredelt” - i det autonome nervesystem(kropssansninger), det limbiske system(følelser) – og det kognitive(tænkning).

Ved at arbejde med alle disse systemer i en følelsesmæssig afstemt psykoterapeutisk proces, hvor ”mødeøjeblikke” imellem terapeut og klient er det bærende element, vil der ske en integration af disse, samt en udvidelse af de neurale netværk i hjernen.

Det er processer, som både går ”bottom-up” og ”top-down”, forstået på den måde, at man både giver fylde til processer, som har sin rod og udspringer i ”lavere” og tidlige dele af hjernen(kropssansninger) og bevæger sig ud og op gennem det limbiske til det kognitive – og også processer som tager udgangspunkt i det kognitive – og så bevæger sig ”ned”.

Ved at sørge for, at alle tre – og lige vigtige dele af nervesystemet bliver mødt, helet og integreret i det psykoterapeutiske arbejde, sikrer man sig, at erkendelser ikke kun lagres som tanker og analyser – men også opleves og erfares kropsligt og følelelsmæssigt.

Når man evner at få sansning, følelse og tænkning til at ”spile sammen”, kalder man det mentalisering.

Denne balancering – og evne til både at sanse, føle og tænke – og handle i overensstemmelse med dette, øger vores robusthed i mødet med alt det, som livet bringer os.

Psykolog Susan Hart og Neuroaffektiv psykoterapeut Marianne Bentzen har beskrevet denne forståelse og praksis, på baggrund af international – og årelang forskning på området.